Spring til indhold

Skandalen på 5 min.

Forstå skandalen på 5 minutter

Askø og Lilleø ligger i Smålandshavet nord for Lolland og er forbundet med en dæmning.

Øerne har enestående natur med et meget rigt fugleliv. Beboerne som opretholder det lille øsamfund er 42 fastboende og familierne i de 250 fritidshuse. Sammen danner de grundlag for landbrug, frugt- og vinavl, håndværk, en lille frivilligt drevet købmandshandel, en lille café, samt forskellige foreninger.

Færgen er livsnerven.

I Danmark har kommunerne ansvaret for at sikre færgedriften til de 27 småøer. Lolland Kommune betjener gennem Lolland Færgefart, Askø-Lilleø, Fejø og Femø med hver sin færge, som sejler til Fejø og Femø fra Kragenæs og til Askø-Lilleø fra Bandholm.

Lolland Kommunes §20 tilskud fra staten dækker stort set alle udgifter til færgedriften.

Regeringens aftale om grøn skattereform medførte CO2-afgift på indenrigsfærger fra 2025, med fuld virkning i 2030. Beboerne på Lollands små øer bad allerede i 2019 Lolland Kommune om at begynde en kortlægning af færgefarten, og via et kommissorium konkluderedes i 2020 at den ældre Femøfærge burde udskiftes først.

Da der i 2021 blev mulighed for at søge tilskud til grøn omstilling af færgerne, fik Lolland Kommune tilsagn om 26,7 millioner kr. til et projekt som alene omhandlede udskiftning af Femø-færgen. Herved skulle Lolland Kommune låne 80 millioner kr. I marts 2022 lovede borgmesteren, at dette ikke ville påvirke færgedriften væsentligt.

To måneder senere blev projektet indstillet til godkendelse i byrådet. Økonomi- og Erhvervsudvalget, med borgmesteren som formand, nåede i sidste øjeblik at forhindre godkendelsen, for i stedet at indføre drastiske reduktioner i færgebetjeningen via en ny strategi.

Hvordan dette gennem fiksfakserier og tvivlsom forvaltning førte til et helt nyt projekt kan du læse mere om her på hjemmesiden, men i store træk var beslutningen at kvæle Askø-Lilleø ved:

  • At nedlægge ruten Bandholm-Askø.
  • Sælge Askøfærgen.
  • Kraftigt at reducere afgange til Askø
  • Delvist at reducere afgange til Femø
  • Dele den el-færge som var tiltænkt Femø mellem Femø og Askø, fra Kragenæs.

Dermed får Askø-Lilleøboerne det halve antal afgange, 15 km længere at køre til/fra færgen, 3,7 km længere sejltur, og 11 km længere til vigtige servicefunktioner som beredskab, sundhedsfunktioner og indkøbsmuligheder.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om hvilke konsekvenser denne ændring vil få for Askø-Lilleø, som er langt hårdest ramt, i forhold til Femø og Fejø (som stort set ikke rammes), men her er nogen åbenlyse konsekvenser:

  • Det bliver langt mere besværligt og tidkrævende at komme til og fra Askø-Lilleø.
  • Erhverv på øerne vil uddø og øerne vil affolkes.
  • Grundlaget for basale funktioner som dagligvarehandel, velfærdsydelser og hyppig renovation vil forsvinde.
  • Det vil blive uforholdsmæssigt dyrt, og i mange tilfælde umuligt, at få håndværkere/serviceteknikere og transport af varer/materialer til Askø-Lilleø, når det som udgangspunkt koster en time ekstra, men i praksis langt mere, da man grundet de få afgange er fanget på øen i mange timer.
  • Omfanget af det værditab for fast ejendom som alle på Askø-Lilleø vil opleve er svært at forudsige, men vil formentlig føre til langvarige og bekostelige retssager mod kommunen.

Skandalen består i at:

  • Flytningen af Askø-færgen til Kragenæs koster 300 tons CO2 årligt.
  • Man indtil der anskaffes en ny færge, ikke sparer en krone, tvært imod viser alle beregninger at der bruges omkring det dobbelte i brændstof.
  • Det projekt om ny el-færge til Femø, som Lolland Kommune fik tilsagn om tilskud til i 2021, aldrig er blevet endelig godkendt i noget politisk udvalg.
  • Der ændret så drastisk i forhold til CO2 og miljø, at grundlaget for tilsagnet er væk.

Det eneste som derfor opnås, er kvælning af et lille ø-samfund, et ekstra klimaaftryk på 300 ton CO2 om året, store miljøforringelser når 20-30.000 biler årligt skal køre igennem 5 små landsbyer mellem Bandholm og Kragenæs, og udgifter svarende til 40-50 års havneleje, hvis havnen i Bandholm skal nedlægges.

Ny rute for 98% af al trafik til Askø-Lilleø

Kortet illustrerer transportveje for færgebrugerne før (grøn) og efter (rød) lukning af Bandholm-Askø ruten.
Mere end 96% af færgens brugere kommer enten fra Askø-Lilleø eller fra Maribo-siden (fritidshusejere).
Som det ses flyttes Askø-Lilleø også 11 km længere væk fra en større by, sundhed, beredskab mm.